Det lykkedes Boehlke og jeg at faa billetter til finalen i 4000 m forfoelgesloeb. Men desvaerre viste englaenderne sig at vaere endnu staerkere end foerst troet. De satte endnu engang verdensrekord i tiden 3.53 og slog DK med 7 sekunder. Det var dog stadig en stor oplevelse at vaere ude at se dem koere og efter loebet koebte vi billetter af nogle franskmaend til dagen efter, hvor Michael Moerkoev og Alex Rasmussen skulle dyste i parloeb. Det var vi saaledes ude at se den 19. august. Men inden da var vi paa The Den om aftenen den 18. og her fik vi selskab af baade guldfireren og bronzetoeren. De var i hopla og lod gud og hver mand bide i deres medaljer. En ganske sjov aften. Desvaerre oedelagde det mine muligheder for at komme op og se atletik den 19. om morgenen. Det var jeg simpelhen ikke i stand til. Men... hvor der handles, der spildes.
Hvorom alting er, vi saa drengene koere parloeb, og selvom det kun blev til en sjetteplads, koerte de et flot og underholdende loeb. De havde vundet soelv til VM tidligere paa aaret og var sammen med England og Tyskland de store favoritter. Det var tydeligt, at de som resultat heraf blev holdt i kort snor, og Argentina endte lidt overraskende med at loebe med sejren.
Den 20. august var saa dagen for Danmarks skaebnesvangre kvartfinale mod Kroatien. Det lykkedes Boehlke og jeg at skaffe billetter paa det sorte marked, og stemningen var fantastisk i hallen. Der var rigtigt mange danskere tilstede, men kampen startede forfaerdeligt og endte ligesaadan. Det var noget af et antiklimaks. Efter kampen talte jeg med nogle kroatere, der var meget sympatiske og flinke. De inviterede os til haanbold VM naeste aar, hvor det afvikles i netop Kroatien. Boehlke tog ud for at se bordtennis. Jeg havde solgt billetterne til det, da jeg haabede paa at skulle fejre sejren i stor stil. Istedet blev jeg og saa Korea-Spanien sammen med nogle andre danskere, og vi endte med at tage paa the Den, hvor jeg laerte de andre de fantastiske oel-spil 7/11. Det resulterede i stoledans til langt ud paa natten, saa aftenen endte heldigvis rigtigt sjovt paa trods af nederlaget.
Det var meningen, vi skulle ud og se den kinesike mur den 21. Men det regnede, saa vi valgte at aflyse turen. Istedet brugte jeg dagen sammen med Boelhe i downtown Beijing, hvor vi krejlede kopivarer til den store guldmedalje. Om aftenen tog vi paa the Den for at moedes med kroaterne, der gerne ville koebe vores haandboldsemifinaler.
Turen til muren maa vente til jeg kommer tilbage til Beijing efter vores smuttur til det sydlige Kina.
Igaar var det en 22. august, og jeg tog paa egen haand ud og saa Sommerpaladset. Det var flot og nydeligt, og det var dejligt, at komme lidt vaek fra byen. Om aftenen tog jeg til atletik. Vi havde i tidernes morgen erhvervet os nogle singleton billetter fra en englaender, der havde dem i overskud, og efter lodtraekning endte jeg med billetten til igaar. Jeg saa Jamaica saette verdensrekord paa 4 x 100 m og en australier saette verdensrekord i stangspring. Jeg saa ogsaa Carolina Kluft forsoege sig i finalen i laengdespring, men det gik desvaerre ikke saa godt. Jeg var som sagt alene dernede, men fandt hurtigt sammen med nogle andre danskere, og vi fulgtes paa the Den efter arrangementets afslutning. Her stoedte Aske og Boehlke til. Ingen af os var rigtigt i stoedet, og vi tog hjem forholdsvis tidligt. Men saa snart vi var komme hjem, ringede de andre danskere og sagde, at banecykeldrengene netop var troppet op. Og saa maadte Boelhke og jeg retur og tale med stjernerne. Det var rigtigt hyggeligt, og Michael Moerkoev indviede os i mange interessante omstaendigheder omkring cykelverden.
Idag er det saa loerdag den 23. august. Jeg foeler mig lidt sloej og kom foerst ud af sengen klokken to idag. Vi har billetter til hockeyfinalen mellem Tyskland og Spanien klokken 18. Ellers skal der ikke ske det store, for imorgen tidlig klokken 7 flyver vi sydpaa backpacker-mekkaet Gui Lin. Det glaeder jeg mig til.
lørdag den 23. august 2008
søndag den 17. august 2008
Guld til Danmark!
Saa lykkedes det endelig. Igaar soendag den 17. august vandt Danmark sin foerste guldmedalje ved aarets OL. Guldfireren stod for succesen, og vi var en masse danskere tilstede paa tribunerne. Forinden samme dag havde vores letvaegtstoer vundet bronze, saa nu begynder det saa smaat at ligne noget.
Det var fedt at se drengene tage guld og synge 'Der er et yndigt land' foran tilskuere fra alverdens nationer, men ellers er roning nu ikke det mest sindsoprivende at vaere tilskuer til. Vi har stadig billetter til to eftermiddage til flat water kano og kajak, men jeg tvivler paa, at vi kommer derud. Der er mere spaendende ting at bruge tiden paa.
Hvad er der ellers sket siden sidst.... Det er svaert at bevare overblikket, for dagene flyder sammen i en groed af indtryk. Sidst jeg skrev havde vi dagen forinden vaeret inde og de Danmark - Korea. Dagen efter skulle vi ind og se kampen mod Rusland. Det var en kaempe oplevelse. Stemningen var vanvittig, og det hele kulminerede, da Mikkel Hansen scorede det afgoerende maal. Det burde ikke vaere muligt at faa det skud ind. Men for en drengeroev fra Helsingoer kan det aabenbart lade sig goere.
Dagen efter var vi for foerste gang paa atletikstadionet. Arenaen har faaet oegenavnet Fuglereden paa grund af dens udseende. Der var en kanon stemning, men jeg maa indroemme, at min lidenskab for atletik nok ikke er saa stor, at jeg kan bevare interessen i tre timer. Vi saa blandt andet kuglestoedsfinalen, hvor Joachim B. Olsen meget skuffende ikke var med. Derudover saa vi kvindernes trespring, og i ledtog med svenskere forsoegte vi de bedste vi kunne at tiljuble Carolina Kluft til videre avancement i disciplinen. Men det lykkedes ikke. Hun klarede ikke finalekravet. Aftenen sluttede af med kvindernes 10 km loeb. Det var virkeligt spaendende, og der blev sat olympisk rekord.
Da vi forlod stadion tog vi forbi en subway-geschaeft og fik noget natmad. Lidt efter kom vinderen af kuglestoed - en kaempestor polak - ind i samme bygning. Saa endnu engang blev vi begunstiget med lidt stjernestoev.
Loerdag den 16. skulle Danmark spille mod Island. Den kamp ville vi rigtigt gerne ind os se, saa nogle stykker af os tog paa det sorte billetmarked, som er opstaaet ved en metrostation naer den olympiske by, for at forsoege at skaffe billetter til kampen. Boehlke og jeg havde vaeret der tidligere paa ugen for at saelge nogle billetter, vi havde i overskud. Dengang var vi naer blevet anholdt af en meget oprevet politimand. For det er i princippet forbudt at videresaelge billetter. Problemet er bare, at der kun er halvt fyldt til enormt mange af arrangemeneterne (blandt andet haandbold), og det er synd og skam, naar nu der er folk, som gerne vil ind til kampene. Der er saaledes et marked for billetterne, men markedet er ulovligt. Vi valgte at forbryde os mod loven, og det foerte til en langt diskussion med politimanden. Det var foerst, da han ville have os med ind og tale med sin chef, at vi opgav aevret og fortrak fra omraadet. Udsigten til en nat paa en kinesisk politistation var alligevel for dyster.
Men som sagt tog vi derud igen nogle dage senere for at skaffe haandboldbilletter. Det var dog helt umuligt. Der var ingen at opspore. Men til gengaeld moedte vi en australier, som havde 5 billetter til banecykling samme aften til salg - og han skulle bare have paalydende pris for dem. Saa der slog vi til og tog afsted mod velodromen. Det var fantastisk! Den danske lejr vinkede til os, saa snart vi ankom, og hele hallen emmede af finmekanik og laekkert cykel grej. Daniel Kreutzfelt fra DK skulle koere 40 km pointloeb. Det blev til en sjetteplads, hvilket var et godt resultat. Han er kun 21 aar gammel, saa det kan godt blive til noget stort.
Ellers var der en del forfoelgesloeb og keiring paa programmet. Sjaeldent har jeg set saa store laar. For fanden, hvor kunne de fyre koere hurtigt.
Idag proever vi igen at skaffe billetter til velodromen. DK er i finale i 4000 m forfoelgesloeb for hold. De skal koere mod Englang som med blandt andet Cavendish og Wiggins paa holdet satte verdensrekord i semifinalen.
Og det var alt for nu.
Det var fedt at se drengene tage guld og synge 'Der er et yndigt land' foran tilskuere fra alverdens nationer, men ellers er roning nu ikke det mest sindsoprivende at vaere tilskuer til. Vi har stadig billetter til to eftermiddage til flat water kano og kajak, men jeg tvivler paa, at vi kommer derud. Der er mere spaendende ting at bruge tiden paa.
Hvad er der ellers sket siden sidst.... Det er svaert at bevare overblikket, for dagene flyder sammen i en groed af indtryk. Sidst jeg skrev havde vi dagen forinden vaeret inde og de Danmark - Korea. Dagen efter skulle vi ind og se kampen mod Rusland. Det var en kaempe oplevelse. Stemningen var vanvittig, og det hele kulminerede, da Mikkel Hansen scorede det afgoerende maal. Det burde ikke vaere muligt at faa det skud ind. Men for en drengeroev fra Helsingoer kan det aabenbart lade sig goere.
Dagen efter var vi for foerste gang paa atletikstadionet. Arenaen har faaet oegenavnet Fuglereden paa grund af dens udseende. Der var en kanon stemning, men jeg maa indroemme, at min lidenskab for atletik nok ikke er saa stor, at jeg kan bevare interessen i tre timer. Vi saa blandt andet kuglestoedsfinalen, hvor Joachim B. Olsen meget skuffende ikke var med. Derudover saa vi kvindernes trespring, og i ledtog med svenskere forsoegte vi de bedste vi kunne at tiljuble Carolina Kluft til videre avancement i disciplinen. Men det lykkedes ikke. Hun klarede ikke finalekravet. Aftenen sluttede af med kvindernes 10 km loeb. Det var virkeligt spaendende, og der blev sat olympisk rekord.
Da vi forlod stadion tog vi forbi en subway-geschaeft og fik noget natmad. Lidt efter kom vinderen af kuglestoed - en kaempestor polak - ind i samme bygning. Saa endnu engang blev vi begunstiget med lidt stjernestoev.
Loerdag den 16. skulle Danmark spille mod Island. Den kamp ville vi rigtigt gerne ind os se, saa nogle stykker af os tog paa det sorte billetmarked, som er opstaaet ved en metrostation naer den olympiske by, for at forsoege at skaffe billetter til kampen. Boehlke og jeg havde vaeret der tidligere paa ugen for at saelge nogle billetter, vi havde i overskud. Dengang var vi naer blevet anholdt af en meget oprevet politimand. For det er i princippet forbudt at videresaelge billetter. Problemet er bare, at der kun er halvt fyldt til enormt mange af arrangemeneterne (blandt andet haandbold), og det er synd og skam, naar nu der er folk, som gerne vil ind til kampene. Der er saaledes et marked for billetterne, men markedet er ulovligt. Vi valgte at forbryde os mod loven, og det foerte til en langt diskussion med politimanden. Det var foerst, da han ville have os med ind og tale med sin chef, at vi opgav aevret og fortrak fra omraadet. Udsigten til en nat paa en kinesisk politistation var alligevel for dyster.
Men som sagt tog vi derud igen nogle dage senere for at skaffe haandboldbilletter. Det var dog helt umuligt. Der var ingen at opspore. Men til gengaeld moedte vi en australier, som havde 5 billetter til banecykling samme aften til salg - og han skulle bare have paalydende pris for dem. Saa der slog vi til og tog afsted mod velodromen. Det var fantastisk! Den danske lejr vinkede til os, saa snart vi ankom, og hele hallen emmede af finmekanik og laekkert cykel grej. Daniel Kreutzfelt fra DK skulle koere 40 km pointloeb. Det blev til en sjetteplads, hvilket var et godt resultat. Han er kun 21 aar gammel, saa det kan godt blive til noget stort.
Ellers var der en del forfoelgesloeb og keiring paa programmet. Sjaeldent har jeg set saa store laar. For fanden, hvor kunne de fyre koere hurtigt.
Idag proever vi igen at skaffe billetter til velodromen. DK er i finale i 4000 m forfoelgesloeb for hold. De skal koere mod Englang som med blandt andet Cavendish og Wiggins paa holdet satte verdensrekord i semifinalen.
Og det var alt for nu.
onsdag den 13. august 2008
Fadaese paa fadaese - dog kun rent sportsligt
Det synes, at hver gang vi ser danskere i aktion, gaar det ad helvede til for dem.
I soendags lykkedes det kun Jens og Aske at faa billetter til Danmarks kamp mod Egypten, og det var som bekendt ikke noget koent syn. Mandag lykkedes det Boehlke at komme ind og se Tine Rasmussen og Kenneth Jonassen i aktion, og de roeg begge ud. Igaar var vi allesammen inde og se kampen mod Korea, og det var mildt sagt en ubeskrivelig skuffelse.
Idag har vi saa alle vaeret til brydning om formiddagen, hvor Mark O. (jeg kendte ikke til hans eksistens, foer jeg kom herned) roeg ud af turnering, og til roning om eftermiddagen, hvor Danmarks herre i letvaegts-double endte som agterlanterne i semifinalen. Nu er de ogsaa ude af turneringen. Medaljechancerne synes at sygne hen.
Vi har ikke haft fornoejelsen at se Caroline endnu, og vi faar det nok heller ikke, for tennis billetter er i hoej kurs herude. Og det er maaske ogsaa for det bedste. Vi skulle jo noedigt oedelaegge hendes gode stime.
Det meste af tiden gaar ellers med at forsoege at skaffe flere billetter, og vi er efterhaanden daekket ret godt ind. Jeg er i hvert fald ved at vaere godt tilfreds. Jagten paa billetter har ogsaa fyldt saa meget i programmet de seneste dage, at der naermest ikke har vaeret tid til at nyde stemningen og opleve byen. Saa jeg tror, det er ved at vaere tid for mig til at staa af det raes. Priserne er ogsaa enormt hoeje for de fede ting paa det sorte marked, og budgettet saetter jo trods alt ogsaa sine graenser.
I morgen har vi billetter til DK mod Rusland. Den kamp skal vi sgu vinde, ellers tror jeg ikke laengere paa, at der er mulighed for guld til haandbolddrengene. Peter Gade spiller ogsaa i morgen aften, og jeg er virkeligt ked af ikke at have billetter til hans kamp. Men badmintonbilletter er noget af det svaereste at faa fat i, for kineserne er helt vilde med sporten, og i morgen er saerligt vanskelig, da Gade skal moede Lin Dan fra netop Kina, og han ligger nummer 1 paa verdensranglisten. Nuvel, det bliver helt sikkert ogsaa fedt at see haanbold, for selvfoelgelig vinder vi.
Nederlaget til trods var det enormt fedt at se kampen mod Korea. Vi havde skaffet Dannebrog til os alle og var iklaedt roedt og hvidt fra top til taa med ansigtsmaling og det hele. Kineserne er ikke vist ikke vant til den slags. Vi blev hele tiden stoppet af folk, der syntes, det var det sjoveste de nogensinde havde set, saa vi maadte staa model til mangen et fotografi. Der var rigtigt mange danskere til kampen, og stemningen var i top. Frederik og Mary var ogsaa til stede, og de hilste paent paa os, da vi stemte i kor og raabte deres navne. Men ligemeget hjalp det som bekendt paa resultatet af kampen.
Efter kampen drog Boelhke og jeg med nogle andre danskere i byen paa et sted, der normalt hedder The Den, men som under OL er blevet omdoebt til The Denmark og som fungerer som samlingssted for os danskere. Det er fedt at haenge ud med andre ligesindede, og vi er faktisk temmeligt mange.
Jeg var ogsaa paa The Den i soendags. Den aften dog uden de andre drenge. Men jeg faldt i snak med en flok fra midtjylland, og vi havde alletiders bytur. Omkring klokken tre om natten ankom en flok svenskere til baren. En af dem var den legendariske bordtennisstjerne Jan Ove Waldner. Han har deltaget i fem olympiader, Athen var det sidste. I aar er han hernede som turist, og saa har han givet navn til en bar i Beijing, som han goer reklame for. Han var sindsygt beruset, og jeg fik en lang snak med ham om Preben Elkjaer, Laudrup-broedrene, golf og andre sportsrelaterede emner. En virkeligt flink fyr.
Ellers er der vist ikke saa meget nyt. Vi har forgaeves forsoegt at faa vasket toej hernede. Men selvom alle kinesere har vaskerier i Lucky Luke - tegneserierne, saa er det ikke tilfaeldet i den virkelige verden. Her findes kun renserier, og de insisterer paa at vaske hver genstand for sig - pga faglig stolthed. Paa den maade bliver det paa trods af det lave kinesiske prisleje en dyr omgang at faa vasket toej. Saa vi vasker det i haanden istedet, og det fungerer fint.
Lige nu lytter jeg til The Cure paa You Tube. Jeg savner at hoere min egen musik. Kinesisk pop er ret uudholdeligt i laengden.
Nu vil jeg forlade netcafeen og smutte op til de andre paa Starbucks og drikke en kop kaffe. Maaske tage et spil whist.
I soendags lykkedes det kun Jens og Aske at faa billetter til Danmarks kamp mod Egypten, og det var som bekendt ikke noget koent syn. Mandag lykkedes det Boehlke at komme ind og se Tine Rasmussen og Kenneth Jonassen i aktion, og de roeg begge ud. Igaar var vi allesammen inde og se kampen mod Korea, og det var mildt sagt en ubeskrivelig skuffelse.
Idag har vi saa alle vaeret til brydning om formiddagen, hvor Mark O. (jeg kendte ikke til hans eksistens, foer jeg kom herned) roeg ud af turnering, og til roning om eftermiddagen, hvor Danmarks herre i letvaegts-double endte som agterlanterne i semifinalen. Nu er de ogsaa ude af turneringen. Medaljechancerne synes at sygne hen.
Vi har ikke haft fornoejelsen at se Caroline endnu, og vi faar det nok heller ikke, for tennis billetter er i hoej kurs herude. Og det er maaske ogsaa for det bedste. Vi skulle jo noedigt oedelaegge hendes gode stime.
Det meste af tiden gaar ellers med at forsoege at skaffe flere billetter, og vi er efterhaanden daekket ret godt ind. Jeg er i hvert fald ved at vaere godt tilfreds. Jagten paa billetter har ogsaa fyldt saa meget i programmet de seneste dage, at der naermest ikke har vaeret tid til at nyde stemningen og opleve byen. Saa jeg tror, det er ved at vaere tid for mig til at staa af det raes. Priserne er ogsaa enormt hoeje for de fede ting paa det sorte marked, og budgettet saetter jo trods alt ogsaa sine graenser.
I morgen har vi billetter til DK mod Rusland. Den kamp skal vi sgu vinde, ellers tror jeg ikke laengere paa, at der er mulighed for guld til haandbolddrengene. Peter Gade spiller ogsaa i morgen aften, og jeg er virkeligt ked af ikke at have billetter til hans kamp. Men badmintonbilletter er noget af det svaereste at faa fat i, for kineserne er helt vilde med sporten, og i morgen er saerligt vanskelig, da Gade skal moede Lin Dan fra netop Kina, og han ligger nummer 1 paa verdensranglisten. Nuvel, det bliver helt sikkert ogsaa fedt at see haanbold, for selvfoelgelig vinder vi.
Nederlaget til trods var det enormt fedt at se kampen mod Korea. Vi havde skaffet Dannebrog til os alle og var iklaedt roedt og hvidt fra top til taa med ansigtsmaling og det hele. Kineserne er ikke vist ikke vant til den slags. Vi blev hele tiden stoppet af folk, der syntes, det var det sjoveste de nogensinde havde set, saa vi maadte staa model til mangen et fotografi. Der var rigtigt mange danskere til kampen, og stemningen var i top. Frederik og Mary var ogsaa til stede, og de hilste paent paa os, da vi stemte i kor og raabte deres navne. Men ligemeget hjalp det som bekendt paa resultatet af kampen.
Efter kampen drog Boelhke og jeg med nogle andre danskere i byen paa et sted, der normalt hedder The Den, men som under OL er blevet omdoebt til The Denmark og som fungerer som samlingssted for os danskere. Det er fedt at haenge ud med andre ligesindede, og vi er faktisk temmeligt mange.
Jeg var ogsaa paa The Den i soendags. Den aften dog uden de andre drenge. Men jeg faldt i snak med en flok fra midtjylland, og vi havde alletiders bytur. Omkring klokken tre om natten ankom en flok svenskere til baren. En af dem var den legendariske bordtennisstjerne Jan Ove Waldner. Han har deltaget i fem olympiader, Athen var det sidste. I aar er han hernede som turist, og saa har han givet navn til en bar i Beijing, som han goer reklame for. Han var sindsygt beruset, og jeg fik en lang snak med ham om Preben Elkjaer, Laudrup-broedrene, golf og andre sportsrelaterede emner. En virkeligt flink fyr.
Ellers er der vist ikke saa meget nyt. Vi har forgaeves forsoegt at faa vasket toej hernede. Men selvom alle kinesere har vaskerier i Lucky Luke - tegneserierne, saa er det ikke tilfaeldet i den virkelige verden. Her findes kun renserier, og de insisterer paa at vaske hver genstand for sig - pga faglig stolthed. Paa den maade bliver det paa trods af det lave kinesiske prisleje en dyr omgang at faa vasket toej. Saa vi vasker det i haanden istedet, og det fungerer fint.
Lige nu lytter jeg til The Cure paa You Tube. Jeg savner at hoere min egen musik. Kinesisk pop er ret uudholdeligt i laengden.
Nu vil jeg forlade netcafeen og smutte op til de andre paa Starbucks og drikke en kop kaffe. Maaske tage et spil whist.
søndag den 10. august 2008
Så er OL for alvor igang...
Festen hos de lokale i Xi'an gik fortrinligt. Efter en hæsblæsende køretur i minibus til en øde beliggende landsby med en chauffør, der ikke syntes helt ædru, fik vi serveret et fyrsteligt måltid mad med adskillige lokale retter og øl ad libitum til at skylle ganen med. Det var en sjov oplevelse, og vi var tydeligvis et sjældent syn på disse kanter.
Ved midnatstid røg vi tilbage til Xi'an i en noget større bus og med en langt mere pålidelig kineser bag rettet. Her tog vi på bar og kom først i seng forholdsvis sent.
Næste dag gik med at se Kinas ældste (eller måske var det største moske), som ligger i Xi'an og med at vandre rundt i Xi'ans gader og stræder. Det sidste var langt det mest interessante. Byens lokale var mægtigt flinke, og det var fedt at gå på opdagelse i boder og butikker, hvor turister sjældent sætter deres ben. Christian Nielsen, Bøhlke og jeg endte i en park, hvor vi igen var det eneste kaukasiske indslag. Her spillede vi kort, nød solen og hilste på kinesere en masse. Særligt tre skolepiger fandt os enormt interessante, og via Bøhlkes spirrende kinesisk-kundskaber fra sin tid i Hong Kong tale vi længe med de tre piger. De fik endda lært os et kortspil, som i høj grad minder om det i Danmark så kendte spil 'røvhul'.
Så blev det aften, og vi skulle retur til Beijing med nattoget. Jeg faldt omkuld, så snart vi var nået om bord.
Vi vendte således tilbage til Beijing den syvende om morgenen. Dagen gik med en tur til Beijings elektronikmarked, hvor et halvt dusin højshuse tårner sig op med boder og stande fulde af mobiltelefoner, mp3-afspillere, hard-diske og ander lir. Vi købte hver en transportabel harddisk til store besparelser og endte dagen på starbucks, hvor tiden gik med trådløst internet og whist. Vi spiller meget whist.
Fredag tog vi ud for at finde flag til brug, når vi skal være tilskuere. Det lykkedes os efter en rums tid søgen at finde et enkelt Dannebrog. Heldigvis kunne vi bestille fem mere til afhentning om lørdagen.
Fredag aften tog vi så ud for at finde en storskærm at se åbningsceremonien på. Det lykkedes os aldrig. Der var dog mange folk i gaden, og stemingen var god. Antallet af kinesiske sikkerhedsfolk var overvældende. De er kontrol freaks, og det hæmmer følelsen af ol-ånd og folkelighed en del. TIl vores store skuffelse endte vi med at se åbningsceremonien i vores lejlighed, men senere fandt vi ud af, at der rent faktisk havde været stilt storskærme op forskellige steder i byen.
Jeg kan ikke huske at have set en åbningsceremoni nogensinde før. Men denne var da meget fin, selvom det ikke ophidsede mig vanvittigt meget.
Lørdag den 9. indtraf så det hidtidige højdepunkt på denne rejse. Dagen for linjeløbet i landevejsløb kom, og vi var på pletten. Det tog dog noget tid at nå dertil. Vi fandt den rigtigte bus derud, men den blev nødt til at gøre ophold undervejs, netop fordi rytterne kørte ad selvsamme rute ud til den rundstrækning, der skulle udgøre de sidste 160 km af løbet, som bussen gjorde. Efter denne forsinkelse nåede vi ud til byen Nan Kou omkrin 13.30. Sædvanligvis ville bussen køre helt ud til målbyen, som ligger 8 km fra Nan Kou, men pga OL var busruten kortet af. Efter meget palaver med lokale og andre fortvivlede cykelfans nåede vi den konklusion, at vi blev nødt til at trave de sidste 8 km ud til målbyen. Igen, ikke særligt tilskuervenligt. Vi begav os på vej, og heldigvis lykkedes det os at preje en pirattaxa undervejs. Her endte Nielsen og jeg i samme taxa som Paolo Bettinis advokat! Ved tretiden var vi således ude ved ruten, hvor vi skuffede måtte indse, at kinesernes krav til sikkerhed bød os, at udsynet til selve løbet var vanvittigt dårligt. Flere og flere cykelfans samlede sig dog efterhånden, og utilfredsheden blev mere og mere synlig. Tilsidst lykkedes det os anført af en oprørt spanier at bryde igennem kinesernes barrikader og sikre os langt bedre pladser til løbet. Vi fik et rigtigt godt udsyn, og allerede første gang rytterne kom forbi, bemærkede den danske ledsagervogn os, og de vinkede glade igen på hver eneste omgang - til stor begejstring for os. Ved siden af, hvor vi stod, var der en lille beværtning, der vist løbet på TV, så det var den perfekte måde at se cykelløb på. Jeg fik nogle fantastiske billeder af Chris Anker, der rykker fra Valverde op mod mål. For satan hvor var det fedt.
Efter løbet blev vi stående og ventede på de danske ryttere i håb om, at de kom forbi os på vej væk fra målområdet. Vi blev ikke skuffede. Hele kortegen kom rullende forbi efter en halv times tid. Først vinkede vi til Kurt Asle i Norges bil, og senere kom danskere. De stoppede helt os og sagde, at det var fedt vi kom. På bagsædet sad Nicki, Chris Anker og Brian alle og hvilede benene, og vi fik hilst på dem alle. Det var fandme cool.
Hey, jeg glemte helt, at vi inden da hilste på Niki Terpstra, som kørte Tour de France for Rabobank. Han var steget af ca halvvejs gennem løbet og kom rullende ned til, hvor vi stod, fordi hans kæreste fulgte løbet fra samme sted. Bøhlke og jeg fik taget et billede sammen med ham. Det var sgu stort for cykelfans som os.
Idag er det søndag den tiende. Vi har været ude og hente alle vores billetter på et kontor i Bejings finansielle bydel. Der mødte vi en flink englænder, der forærede os nogle flere billetter., som han alligevel ikke havde brug for. Nu sidder vi på en kaffebar og udnytter deres trådløse internet og spiller rotationswhist. Det har vi gjort et par timer. I aften vil vi forsøge at skaffe nogle billetter til Danmarks håndolbkamp mod Egypten. På tirsdag skal vi Danmark-Korea, så hold øjnene åbne!
Vores foreløbige program for, hvad vi skal se følger her:
Her følger nogle billeder og film fra udvalgte oplevelser:
Ved midnatstid røg vi tilbage til Xi'an i en noget større bus og med en langt mere pålidelig kineser bag rettet. Her tog vi på bar og kom først i seng forholdsvis sent.
Næste dag gik med at se Kinas ældste (eller måske var det største moske), som ligger i Xi'an og med at vandre rundt i Xi'ans gader og stræder. Det sidste var langt det mest interessante. Byens lokale var mægtigt flinke, og det var fedt at gå på opdagelse i boder og butikker, hvor turister sjældent sætter deres ben. Christian Nielsen, Bøhlke og jeg endte i en park, hvor vi igen var det eneste kaukasiske indslag. Her spillede vi kort, nød solen og hilste på kinesere en masse. Særligt tre skolepiger fandt os enormt interessante, og via Bøhlkes spirrende kinesisk-kundskaber fra sin tid i Hong Kong tale vi længe med de tre piger. De fik endda lært os et kortspil, som i høj grad minder om det i Danmark så kendte spil 'røvhul'.
Så blev det aften, og vi skulle retur til Beijing med nattoget. Jeg faldt omkuld, så snart vi var nået om bord.
Vi vendte således tilbage til Beijing den syvende om morgenen. Dagen gik med en tur til Beijings elektronikmarked, hvor et halvt dusin højshuse tårner sig op med boder og stande fulde af mobiltelefoner, mp3-afspillere, hard-diske og ander lir. Vi købte hver en transportabel harddisk til store besparelser og endte dagen på starbucks, hvor tiden gik med trådløst internet og whist. Vi spiller meget whist.
Fredag tog vi ud for at finde flag til brug, når vi skal være tilskuere. Det lykkedes os efter en rums tid søgen at finde et enkelt Dannebrog. Heldigvis kunne vi bestille fem mere til afhentning om lørdagen.
Fredag aften tog vi så ud for at finde en storskærm at se åbningsceremonien på. Det lykkedes os aldrig. Der var dog mange folk i gaden, og stemingen var god. Antallet af kinesiske sikkerhedsfolk var overvældende. De er kontrol freaks, og det hæmmer følelsen af ol-ånd og folkelighed en del. TIl vores store skuffelse endte vi med at se åbningsceremonien i vores lejlighed, men senere fandt vi ud af, at der rent faktisk havde været stilt storskærme op forskellige steder i byen.
Jeg kan ikke huske at have set en åbningsceremoni nogensinde før. Men denne var da meget fin, selvom det ikke ophidsede mig vanvittigt meget.
Lørdag den 9. indtraf så det hidtidige højdepunkt på denne rejse. Dagen for linjeløbet i landevejsløb kom, og vi var på pletten. Det tog dog noget tid at nå dertil. Vi fandt den rigtigte bus derud, men den blev nødt til at gøre ophold undervejs, netop fordi rytterne kørte ad selvsamme rute ud til den rundstrækning, der skulle udgøre de sidste 160 km af løbet, som bussen gjorde. Efter denne forsinkelse nåede vi ud til byen Nan Kou omkrin 13.30. Sædvanligvis ville bussen køre helt ud til målbyen, som ligger 8 km fra Nan Kou, men pga OL var busruten kortet af. Efter meget palaver med lokale og andre fortvivlede cykelfans nåede vi den konklusion, at vi blev nødt til at trave de sidste 8 km ud til målbyen. Igen, ikke særligt tilskuervenligt. Vi begav os på vej, og heldigvis lykkedes det os at preje en pirattaxa undervejs. Her endte Nielsen og jeg i samme taxa som Paolo Bettinis advokat! Ved tretiden var vi således ude ved ruten, hvor vi skuffede måtte indse, at kinesernes krav til sikkerhed bød os, at udsynet til selve løbet var vanvittigt dårligt. Flere og flere cykelfans samlede sig dog efterhånden, og utilfredsheden blev mere og mere synlig. Tilsidst lykkedes det os anført af en oprørt spanier at bryde igennem kinesernes barrikader og sikre os langt bedre pladser til løbet. Vi fik et rigtigt godt udsyn, og allerede første gang rytterne kom forbi, bemærkede den danske ledsagervogn os, og de vinkede glade igen på hver eneste omgang - til stor begejstring for os. Ved siden af, hvor vi stod, var der en lille beværtning, der vist løbet på TV, så det var den perfekte måde at se cykelløb på. Jeg fik nogle fantastiske billeder af Chris Anker, der rykker fra Valverde op mod mål. For satan hvor var det fedt.
Efter løbet blev vi stående og ventede på de danske ryttere i håb om, at de kom forbi os på vej væk fra målområdet. Vi blev ikke skuffede. Hele kortegen kom rullende forbi efter en halv times tid. Først vinkede vi til Kurt Asle i Norges bil, og senere kom danskere. De stoppede helt os og sagde, at det var fedt vi kom. På bagsædet sad Nicki, Chris Anker og Brian alle og hvilede benene, og vi fik hilst på dem alle. Det var fandme cool.
Hey, jeg glemte helt, at vi inden da hilste på Niki Terpstra, som kørte Tour de France for Rabobank. Han var steget af ca halvvejs gennem løbet og kom rullende ned til, hvor vi stod, fordi hans kæreste fulgte løbet fra samme sted. Bøhlke og jeg fik taget et billede sammen med ham. Det var sgu stort for cykelfans som os.
Idag er det søndag den tiende. Vi har været ude og hente alle vores billetter på et kontor i Bejings finansielle bydel. Der mødte vi en flink englænder, der forærede os nogle flere billetter., som han alligevel ikke havde brug for. Nu sidder vi på en kaffebar og udnytter deres trådløse internet og spiller rotationswhist. Det har vi gjort et par timer. I aften vil vi forsøge at skaffe nogle billetter til Danmarks håndolbkamp mod Egypten. På tirsdag skal vi Danmark-Korea, så hold øjnene åbne!
Vores foreløbige program for, hvad vi skal se følger her:
| Dato | Disciplin | Kinesisk tid,start | Kinesisk tid,slut | Dansk tid,start | Dansk tid,slut |
| 9. august | Landevejscykling | 11:00 | 17:30 | 5:00 | 11:30 |
| 12. august | Håndbold | 19:00 | 22:15 | 13:00 | 16:15 |
| 13. august | Håndbold | 19:00 | 22:15 | 13:00 | 16:15 |
| 14. august | Håndbold | 19:00 | 22:15 | 13:00 | 16:15 |
| 15. august | Håndbold | 9:00 | 12:15 | 3:00 | 6:15 |
| 15. august | Atletik | 19:00 | 23:20 | 13:00 | 17:20 |
| 17. august | Roning | 15:30 | 18:00 | 9:30 | 12:00 |
| 17. august | Håndbold | 19:00 | 22:15 | 13:00 | 16:15 |
| 18. august | Kano/Kajak | 15:30 | 17:44 | 9:30 | 11:44 |
| 19. august | Atletik | 9:00 | 11:30 | 3:00 | 5:30 |
| 19. august | Atletik | 19:00 | 22:50 | 13:00 | 16:50 |
| 20. august | Bordtennis | 18:00 | 23:00 | 13:00 | 18:00 |
| 21. august | Kano/Kajak | 15:30 | 17:44 | 9:30 | 11:44 |
| 23. august | Field Hockey | 18:00 | 23:00 | 12:00 | 17:00 |
Her følger nogle billeder og film fra udvalgte oplevelser:
tirsdag den 5. august 2008
Xi'an
Efter et par dage i Beijing tog vi den tredje om aftenen med nattog til byen Xi'an, der er en mindre by med 7 mio. indbyggere. Inden da havde vi været til frisøg og fået massage i Beijing. Vi havde også været forbi et kopi-marked. Der kunne man få alt mellem himmel og jord i falske udgaver - undtagen DVD'er og CD'er. Det har regeringen sat en stoppe for - men kun under OL.
Turen til Xi'an tog 12 timer. Vi kørte på første klasse, og det var en fin togtur. I Xi'an blev vi indlogeret på et fire stjerners hotel. Bo havde i kraft af sit job for et rejsebureau kunnet skaffe os en klækkelig rabat, så det var til at betale. Hotellet har alletiders morgenmad.
I går var vi ude og se bymuren i Xi'an, som er den eneste bymur i Kina, der stadig står intakt. Den omkredser hele den indre del og måler i alt 13 km. Vi lejede cykler og cyklede hele vejen rundt. Om aftenen tog vi ud og spise og drikke nogle øl. Det blev 30 kroner for mad og øl en hel aften. Man kommer langt for en SU her i Kina. Under middagen vidnede vi et skænderi mellem en mand, der havde parkeret sine ny scooter midt på vejen og en noget fattigere udseende mand, som var kommet til at påkøre scooteren med sin cykel. Det flippede scooter-ejeren totalt ud over, og det så et øjeblik ud til, at den fattige mands cykel ville blive konfiskeret. Han havde i hvert fald tydeligvis ikke råd til at betale for den ubetydelige skramme, hans forseelse havde forårsaget. Jeg ved ikke, hvordan det hele endte, men forhåbentlig lykkeligt. Det stred i hvert fald mod min retfærdighedssans, hvad der foregik.
Idag har vi været ude og se Terra-Cotta krigerne, som er det mest berømte i Xi'an, ja nok noget af det mest berømte i hele Kina. Det var i hvert fald et imponerende syn. Navnet dækker over nogle udgravninger af lerstatuer af krigere i fuld mandsstørrelse, som blev opdaget i 1974. I alt tæller udgravningerne omkring 10000 krigere, og man har ikke gravet alt ud endnu, idet man ikke kan bevare malingen på krigerne, idet den eroderer, så snart statuerne udsættes for ilten i luften. Krigerne er placeret i gangsystemer og sat op som en hær. Det var kejser Qin Shi Huang, der regerede omkring 200 fkr., der producerede statuerne for at tage dem med sig i graven til at kæmpe for sig i dødsriget. Det tog fyrre år og beskæftigede 70000 kinesere at udføre hverket. Ganske imponerende.
Nu er det aften, og vi er inviteret til fest på landet uden for Xi'an af Bos veninde Mary. Det ser jeg frem til.
Turen til Xi'an tog 12 timer. Vi kørte på første klasse, og det var en fin togtur. I Xi'an blev vi indlogeret på et fire stjerners hotel. Bo havde i kraft af sit job for et rejsebureau kunnet skaffe os en klækkelig rabat, så det var til at betale. Hotellet har alletiders morgenmad.
I går var vi ude og se bymuren i Xi'an, som er den eneste bymur i Kina, der stadig står intakt. Den omkredser hele den indre del og måler i alt 13 km. Vi lejede cykler og cyklede hele vejen rundt. Om aftenen tog vi ud og spise og drikke nogle øl. Det blev 30 kroner for mad og øl en hel aften. Man kommer langt for en SU her i Kina. Under middagen vidnede vi et skænderi mellem en mand, der havde parkeret sine ny scooter midt på vejen og en noget fattigere udseende mand, som var kommet til at påkøre scooteren med sin cykel. Det flippede scooter-ejeren totalt ud over, og det så et øjeblik ud til, at den fattige mands cykel ville blive konfiskeret. Han havde i hvert fald tydeligvis ikke råd til at betale for den ubetydelige skramme, hans forseelse havde forårsaget. Jeg ved ikke, hvordan det hele endte, men forhåbentlig lykkeligt. Det stred i hvert fald mod min retfærdighedssans, hvad der foregik.
Idag har vi været ude og se Terra-Cotta krigerne, som er det mest berømte i Xi'an, ja nok noget af det mest berømte i hele Kina. Det var i hvert fald et imponerende syn. Navnet dækker over nogle udgravninger af lerstatuer af krigere i fuld mandsstørrelse, som blev opdaget i 1974. I alt tæller udgravningerne omkring 10000 krigere, og man har ikke gravet alt ud endnu, idet man ikke kan bevare malingen på krigerne, idet den eroderer, så snart statuerne udsættes for ilten i luften. Krigerne er placeret i gangsystemer og sat op som en hær. Det var kejser Qin Shi Huang, der regerede omkring 200 fkr., der producerede statuerne for at tage dem med sig i graven til at kæmpe for sig i dødsriget. Det tog fyrre år og beskæftigede 70000 kinesere at udføre hverket. Ganske imponerende.
Nu er det aften, og vi er inviteret til fest på landet uden for Xi'an af Bos veninde Mary. Det ser jeg frem til.
lørdag den 2. august 2008
Den forbudte by
Idag fik vi set den himmelske fredsplads og kejserens forbydte by.
Vi havde sovet længe og var først ude over middag. Vi spise morgenmad / frokost på femte sal i et indkøbscenter. Der var diverse ris- og pastaretter til Y 10 (DKR 7) for en stor portion.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og man kunne faktisk se himlen, hvilket åbenbart ikke altid har været tilfældet på grund af smog. Men den reducerede trafik og de lukkede fabrikker har haft en effekt.
Vi spiste middag ved en sø i Beijings fashionable bymidte. Det var ret dyrt og ikke specielt godt. Men der var liv og glade dage.
I morgen skal vi til frisøren og på marked. Og om aftenen tager vi nattoget til Xian, hvor vi skal være indtil den 7.
Vi havde sovet længe og var først ude over middag. Vi spise morgenmad / frokost på femte sal i et indkøbscenter. Der var diverse ris- og pastaretter til Y 10 (DKR 7) for en stor portion.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og man kunne faktisk se himlen, hvilket åbenbart ikke altid har været tilfældet på grund af smog. Men den reducerede trafik og de lukkede fabrikker har haft en effekt.
Vi spiste middag ved en sø i Beijings fashionable bymidte. Det var ret dyrt og ikke specielt godt. Men der var liv og glade dage.
I morgen skal vi til frisøren og på marked. Og om aftenen tager vi nattoget til Xian, hvor vi skal være indtil den 7.
fredag den 1. august 2008
Ankomst
Flyveturen gik fint. Jeg havde seks timer i Helsinki og fik skaffet mig et sæde med masser af benplads.
Maden var ikke noget at råbe hurra for, det var filmene heller ikke.
Bo hentede mig i Beijing Lufthavn med et skilt med teksten "OLUF fra Køffenhaun". Bo er fra Aabenraa. Vi hyggede os et døgns tid, inden de andre ankom den første august.
Nu er vi alle samlede, og idag skal vi for alvor lege turister.
Igår fik vi peking and og var en tur ude og se på de olympiske faciliteter.
Maden var ikke noget at råbe hurra for, det var filmene heller ikke.
Bo hentede mig i Beijing Lufthavn med et skilt med teksten "OLUF fra Køffenhaun". Bo er fra Aabenraa. Vi hyggede os et døgns tid, inden de andre ankom den første august.
Nu er vi alle samlede, og idag skal vi for alvor lege turister.
Igår fik vi peking and og var en tur ude og se på de olympiske faciliteter.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
